Melatoninproduktion og alder
Det er ikke kun et faktum, at det moderne menneske er den eneste organisme, der afviger fra sin normale rytme og gør dag ud af nat, men det er også sandt, at jo ældre vi bliver, jo mindre bliver den natlige melatoninproduktion. Derfor bliver det natlige signal kortere, og det er en ændring, som forplanter sig til hele kroppen. Ofte aktiveres signalet ikke før længe efter midnat. Udskillelsen af hormonet ophører dog punktligt ved daggry. Resultatet er, at ældre mennesker får søvnhormonet i en alt for kort periode, hvilket gør det mindre og mindre tilgængeligt. For ældre pinealkirtler er en tilstrækkelig melatoninproduktion om natten ikke længere mulig, selv om kroppen befinder sig i fuldstændigt mørke. Pinealkirtlen forsynes med store mængder blodkar, som med alderen bliver forkalkede, ligesom andre steder i kroppen. Forkalkning kan føre til en reduktion i melatoninproduktionen og dermed et udtalt tab af søvn og forstyrrelse af døgnrytmen.
Indtil den tredje levemåned produceres melatonin næsten ikke i henhold til en dag/nat-rytme. Herefter stiger de natlige serum-melatoninværdier, hvilket resulterer i en gradvis udvikling af en døgncyklus. Mellem det første og tredje leveår nås den højeste produktion af melatonin. Disse høje niveauer opretholdes indtil puberteten, hvorefter det begynder at falde til gennemsnitlige voksenniveauer. Et sundt voksent menneske har et melatoninniveau, der er 8-10 gange højere om natten, i modsætning til ældre, hvor denne værdi kun stiger meget sent og i en kort periode til det dobbelte af det daglige niveau. Denne lave dag/nat-forskel er ikke længere tilstrækkelig til at formidle skiftet fra dag til nat korrekt eller regulere det indre ur. Det er muligt, at dette er en af grundene til de hyppige klager over søvnforstyrrelser og relaterede sygdomme blandt ældre.
Mangel på melatonin giver sig også udslag i en forstyrret rytme i de efterfølgende hormonsystemer. En tidlig reduktion i melatoninproduktionen kan være en faktor i den tidlige overgangsalder, da det også fører til en reduktion i kønshormonerne. Melatonin er også afgørende for produktionen af væksthormonet HGH, også kaldet “vitalitetshormonet”, da produktionen sænkes, hvis der mangler melatonin. Utilstrækkelig melatonin påvirker også leveren og forårsager ineffektiv programmering af natten. Det kan føre til insulinresistens, som i sidste ende kan føre til diabetes. Derudover forbliver trangen til at tisse den samme om natten som om dagen, hvis et specifikt antihormon (ADH) mangler på grund af melatoninmangel.
Melatoninmangel har også en betydelig indvirkning på hjernen. Alle de natlige reparationsmekanismer er reduceret. Lagring af information til langtidshukommelsen, som sker om natten, understøttes ikke længere. Det øger modtageligheden for tidlig demens og neurodegenerative processer.
Det britiske fagtidsskrift Journal of Ophthalmology har for nylig offentliggjort en alarmerende sammenhæng mellem aldrende øjne og melatoninproduktion. Målinger viser, at efter 45-årsalderen når færre solstråler det indre øje. Det er resultatet af en let gulfarvning af øjets linse og en indsnævring af pupillen. Derfor når færre lyspartikler frem til de vigtige celler på nethinden, som måler dag/nat-rytmen for at regulere vores indre ur. Undersøgelser viser, at ændringer i det aldrende øje kan føre til en række typiske øjensygdomme, hvor årsagen ikke findes i selve øjet. Konsekvenserne af forringelsen af øjets kapacitet omfatter kognitive mangler (især hukommelsesevne), søvnløshed, depression og forsinkede reaktionstider. På grund af disse kendsgerninger postuleres der en sammenhæng mellem øjenforandringer og forstyrret melatoninproduktion. Vores indre ur reagerer på skiftene mellem lys og mørke og styrer vores daglige rytme. De giver hvert organ en impuls til dets dag- og natfunktioner. Hjernen, for eksempel, gemmer de informationer, den har fået i løbet af dagen, i langtidshukommelsen eller sletter dem helt. Disse tændingssignaler overføres ofte gennem kronobiologiens moderhormon: melatonin. Ældre mennesker har kun en brøkdel af det nødvendige hormonniveau til rådighed, hvilket igen påvirker koncentrationen af andre neurotransmittere. Det fører ikke kun til udbredte problemer med at sove om natten, men også til en forringelse af de vigtigste organers faktiske aktiviteter i dagtimerne, f.eks. i leveren eller nerverne, i løbet af et døgn.
