Historie
Melatonin produceres primært af pinealkirtlen (glandula pinealis). Dette organ er blevet nævnt så tidligt som af Galen fra Pergamon og andre grækere i det andet århundrede. I det 16. århundrede beskrev den franske filosof og videnskabsmand, Descartes, koglekirtlen som sjælens sæde.
Melatonin i sig selv blev først opdaget i 1958 af en hudlæge ved navn Aaron Lerner, og der er blevet forsket meget i det siden 1980’erne. Lerner var i stand til at isolere en forbindelse i en kvægkoglekirtel, der havde en stærk blegende effekt på amfibiehud, som han gav navnet melatonin. Det var også Lerner, der begyndte at studere hormonets effekt på søvn. Efter et selvforsøg med 100 mg melatonin rapporterede Lerner, at han ikke havde nogen bivirkninger bortset fra døsighed. I 1960’erne antog man stadig, at lys-mørke-rytmen var vigtig for pattedyr, men ikke for mennesker. Først i 1981 opdagede Alfred Lewy, at stærkt lys om natten undertrykte det endogene melatonin hos mennesker. Denne opdagelse var et gennembrud for kronobiologien og forskningen i melatonin. I begyndelsen af 1990’erne fik hormonet mere og mere opmærksomhed, da undersøgelser viste melatonins virkning på forskellige kropslige processer som immunmodulering, begrænsning af tumorvækst, indfangning af iltradikaler og indflydelse på calciumafhængige metaboliske processer. Efterfølgende er der kommet flere undersøgelser om melatonin og dets mangesidede indvirkning på menneskers sundhed.
