En ny analyse af den biologiske aldringsproces i hele kroppen tyder på, at både for lidt og for meget søvn er forbundet med en fremskyndet aldring af hjernen, hjertet, lungerne, immunsystemet og andre organer. Disse søvnmønstre er også blevet sat i forbindelse med en række sygdomme.

»Tidligere undersøgelser har vist, at søvn er tæt forbundet med aldring og patologisk stress på hjernen. Vores undersøgelse går et skridt videre og viser, at både for lidt og for meget søvn er forbundet med accelereret aldring i næsten alle organer. Dette underbygger forestillingen om, at søvn er vigtig for at opretholde organernes sundhed inden for et koordineret netværk mellem hjerne og krop, herunder metabolisk balance og et sundt immunsystem,” siger studiets hovedforfatter Junhao Wen, adjunkt i radiologi ved Columbia Universitys Vagelos College of Physicians and Surgeons. Forskningsresultaterne blev offentliggjort i tidsskriftet *Nature*.

Biologiske ure afslører, hvordan organer ældes

Forskere bruger i stigende grad aldringsure til at vurdere, om en person ældes biologisk hurtigere eller langsommere, end vedkommendes kronologiske alder antyder. Disse værktøjer bygger på maskinlæring og biologiske data (f.eks. proteiner fra en minimalt invasiv blodprøve) til at beregne mønstre forbundet med aldring. Mange aldersure giver et enkelt mål for hele kroppen. Forskellige organer kan dog ældes i forskelligt tempo. Et velkendt eksempel er nedgangen i æggestokkens funktion, som bidrager til det biologiske ur, der er forbundet med kvinders frugtbarhed.

Wen og hans kolleger har udviklet aldersure, der fokuserer på de enkelte organer. Målet er at give mere detaljerede og potentielt mere personlige oplysninger om en persons helbred. »Alle er begejstrede for disse aldersure og deres evne til at forudsige sygdomsrisiko og dødelighed,« siger Wen. »Men for mig er det mere spændende spørgsmål: Kan vi knytte aldersure til en livsstilsfaktor, der kan ændres i tide for at bremse aldringsprocessen?«

Begrebet biologisk alder adskiller sig fra kronologisk alder. For eksempel kan to personer begge være 60 år gamle, men deres organer og metaboliske processer kan alligevel være påvirket i forskellig grad af aldringsprocessen. Faktorer som motion, kost, rygning, kroniske sygdomme, stress og muligvis også søvn kan have betydning for disse forskelle. Et biologisk aldringsur forsøger at kortlægge sådanne forskelle på baggrund af målbare biologiske karakteristika. Med andre ord angiver det ikke blot, hvor gammel en person er, men forsøger snarere at vurdere, i hvilket omfang visse biologiske karakteristika allerede viser aldersrelaterede forandringer. Det er især interessant at undersøge de enkelte organer i denne sammenhæng. Hjernen kan for eksempel have en anden biologisk alder end hjertet, lungerne eller leveren. En person kan derfor virke generelt sund, mens visse organsystemer allerede ser ud til at være mere ældede end andre. Det er netop disse forskelle, som aldringsure kan afsløre.

Jagten på den optimale søvn

Søvn gav forskerne en ideel mulighed for at udforske dette spørgsmål, da stadig flere beviser tyder på, at søvn spiller en vigtig rolle for helbredet. Wen havde også en personlig interesse i dette emne. »Jeg sover selv meget let og begyndte langsomt at blive bekymret for virkningerne på mit eget helbred,« sagde Wen.

For at skabe aldringsurene brugte Wen data fra omkring en halv million deltagere i UK Biobank. Ved hjælp af maskinlæring identificerede forskerne biologiske markører forbundet med aldring i forskellige organer. Forskerne skabte aldringsur baseret på forskellige typer information, herunder strukturelle målinger fra medicinsk billeddiagnostik, proteiner forbundet med specifikke organer og molekyler påvist i blodet. »I leveren har vi for eksempel et aldringsur baseret på proteindata, et aldringsur baseret på metaboliske data og et aldringsur baseret på billeddannelsesdata,« siger Wen. »Dette giver os mulighed for at afgøre, om søvn er forbundet på specifikke måder med aldringsure, der er afledt af forskellige omics- og molekylære niveauer.« Forskerholdet sammenlignede derefter søvnvarigheden (som angivet af de enkelte biobankdeltagere) med skøn over den biologiske alder baseret på 23 aldringsure, der dækker 17 organsystemer.

Undersøgelsens omfang er en afgørende faktor her. Med omkring en halv million deltagere kunne forskerne analysere et meget stort datasæt og lede efter mønstre, der måske ikke ville være påviselige i mindre undersøgelser. Samtidig er denne type analyse en observationsundersøgelse. Med andre ord blev deltagerne ikke tilfældigt fordelt på forskellige søvnvarigheder, men rapporterede, hvor længe de typisk sover. Dette er afgørende for fortolkningen. Hvis personer, der sover meget lidt eller meget længe, fremstår som biologisk ældre, betyder det i første omgang kun, at disse to karakteristika forekommer sammen. Det følger ikke automatisk, at selve søvnvarigheden er årsagen til den accelererede aldring.

For lidt og for meget søvn er forbundet med hurtigere aldring

Der blev observeret et tydeligt U-formet mønster i hele kroppen. Personer, der angav kort søvn (mindre end 6 timer) og lang søvn (mere end 8 timer), havde en tendens til at udvise hurtigere biologisk aldring. Den langsomste aldring blev observeret hos personer, der angav at sove mellem 6,4 og 7,8 timer dagligt. Det U-formede mønster er særligt interessant. Det tyder på, at reglen om, at »jo længere en person sover, jo bedre«, ikke uden videre gælder. I stedet blev sammenhængen med den laveste biologiske alder fundet inden for et moderat interval. Både meget kort og meget lang søvnlængde var forbundet med højere aldringsscorer.

Det er dog vigtigt at bemærke, at de 6,4 til 7,8 timer, der blev identificeret i undersøgelsen, ikke bør fortolkes som et præcist personligt mål. Individuelle søvnbehov kan variere og afhænger blandt andet af alder, helbredstilstand og livsstil. Desuden beskriver undersøgelsen en statistisk sammenhæng inden for denne store gruppe af deltagere og identificerer ikke en ideel søvnlængde, der gælder ens for alle. Heller ikke søvnkvaliteten kan fastslås fuldt ud alene på baggrund af søvnlængden. For eksempel kan to personer begge tilbringe syv timer i sengen, men den ene sover det meste af tiden, mens den anden vågner regelmæssigt. Den biologiske betydning af disse to søvnmønstre kan være forskellig. Den aktuelle analyse fokuserede dog primært på den rapporterede søvnlængde.

Det er vigtigt at bemærke, at resultaterne ikke beviser, at søvnvarigheden i sig selv får organerne til at ældes hurtigere eller langsommere. De tyder snarere på, at både for lidt og for meget søvn kan være et tegn på et dårligere generelt helbred. Især sammenhængen med lang søvn skal derfor fortolkes med forsigtighed. At sove længere kan for eksempel være en konsekvens af en allerede eksisterende tilstand, udmattelse eller dårlig søvnkvalitet. I dette tilfælde ville lang søvn ikke nødvendigvis være årsagen til de sundhedsmæssige ændringer. I stedet kunne en underliggende tilstand påvirke både søvnen og de biologiske markører for aldring.

Hvorfor søvn kan være vigtig for aldrende organer

Søvn er ikke blot en periode, hvor kroppen er inaktiv. I de forskellige søvnfaser ændrer hjerneaktiviteten sig, og samtidig finder regulerende processer sted i hele kroppen. Stoffskiftet justeres, immunsystemet ændrer sin aktivitet, og hormonelle signaler koordineres på ny. Også hjernen gennemgår karakteristiske processer under søvnen, der er forbundet med informationsbehandling og opretholdelsen af dens normale funktion.

Vedvarende forstyrret eller forkortet søvn kan derfor påvirke flere biologiske systemer samtidigt. Hvis sådanne ændringer varer ved i mange år, er det tænkeligt, at de også kan påvirke forskellige organers sundhed på lang sigt. Dette kunne forklare, hvorfor undersøgelsen fandt sammenhænge ikke kun med hjernens biologiske alder, men også med aldringsmarkører i adskillige andre organsystemer. Søvn kan fungere som en slags fælles regulator for forskellige kropsfunktioner.

Søvnvarighed er forbundet med sygdomme i hele kroppen

Resultaterne peger også på en vidtrækkende sammenhæng mellem søvn, hjernen og resten af kroppen. Kort søvnlængde var signifikant forbundet med depressive episoder og angstlidelser, hvilket er i overensstemmelse med tidligere forskning, der knytter utilstrækkelig søvn til psykiske helbredsproblemer. Den var også forbundet med fedme, type 2-diabetes, forhøjet blodtryk, iskæmisk hjertesygdom og hjerterytmeforstyrrelser. Både kort og lang søvnlængde var forbundet med kronisk obstruktiv lungesygdom og astma. De var også forbundet med forskellige fordøjelsesforstyrrelser, herunder gastritis og gastroøsofageal reflukssygdom.

Dette brede spektrum af sammenhænge er et af de mest slående aspekter ved undersøgelsen. Søvnvarigheden ser ikke ud til udelukkende at være knyttet til sygdomme i et enkelt organsystem. I stedet blev der observeret sammenhænge med tilstande, der påvirker det kardiovaskulære system, luftvejene, stofskiftet, fordøjelsen og den mentale sundhed. Wen sagde: »Dette vidtrækkende mønster mellem hjernen og kroppen er vigtigt, fordi det viser os, at søvnvarigheden er en dybt forankret del af vores overordnede fysiologi med vidtrækkende virkninger på hele kroppen.«

Det er dog vigtigt at skelne mellem en sammenhæng og en årsagssammenhæng. For eksempel kan personer med diabetes, hjerte-kar-sygdomme eller kroniske luftvejssygdomme sove dårligere eller have et øget behov for søvn. Selve sygdommen kan derfor delvist forklare, hvorfor visse søvnmønstre forekommer hyppigere hos disse personer.

Søvn, aldring og depression i alderdommen

Disse organspecifikke aldringsure kan også hjælpe forskere med at forstå, hvordan søvn hænger sammen med specifikke sygdomme. Wen og hans kolleger undersøgte denne mulighed ved at bruge depression i alderdommen som en casestudie. Forskerne kunne ikke fastslå, om forskelle i søvnvarighed forårsagede depression i alderdommen, eller om selve depressionen ændrede de berørte personers søvnvarighed. For at undersøge dette nærmere anvendte forskerholdet en »mediationsanalyse« til at undersøge, om biologisk aldring kunne være med til at forklare sammenhængen mellem kort eller lang søvn og depression i alderdommen.

Resultaterne tydede på, at kort søvn muligvis er mere direkte forbundet med byrden af depression i alderdommen. Lang søvn kan derimod påvirke depression gennem mekanismer, der afspejles i hjernens og fedtvævets aldersure. »Dette har betydelige implikationer for fremtidig søvnbehandling og terapeutiske tilgange,« sagde Wen. »Vores undersøgelse tyder på, at der kan være forskellige biologiske veje hos personer, der sover meget, og dem, der sover lidt, som fører til det samme resultat – depression i alderdommen – og at vi ikke bør behandle dem på samme måde.«

Denne skelnen kan være særlig vigtig for fremtidig forskning. Hvis kort og lang søvn faktisk er forbundet med depression via forskellige biologiske mekanismer, giver det måske ikke mening at behandle begge søvnmønstre på samme måde. For en person, der kronisk sover for lidt, kan søvnmangel og en forstyrret søvnrytme for eksempel være de primære bekymringer. Derimod kan det for en person, der sover usædvanligt længe, være nødvendigt at undersøge en underliggende medicinsk tilstand, selve depressionen eller en anden sundhedsrelateret årsag. Søvnvaner kan også ændre sig, især i en højere alder. Nogle mennesker sover lettere og vågner oftere, mens andre bliver længere i sengen på grund af helbredsproblemer eller medicin. Derfor bør en ændring i søvnvarigheden ikke betragtes isoleret.

Hvad resultaterne betyder for sund aldring

Undersøgelsen giver ingen beviser for, at en bestemt mængde søvn kan bremse kroppens aldringsproces. Den afslører dog en interessant sammenhæng mellem søvn og biologisk alder, der ser ud til at række ud over hjernen. Derfor kan sund aldring ikke kun afhænge af kost og fysisk aktivitet, men også af at opretholde et så stabilt og tilstrækkeligt søvnmønster som muligt. Det afgørende handler sandsynligvis ikke så meget om at få nøjagtigt det samme antal timer hver nat. Det er langt vigtigere at være opmærksom på sine egne søvnvaner og eventuelle langsigtede ændringer.

Enhver, der regelmæssigt sover mindre end seks timer eller pludselig sover betydeligt længere end før, bør ikke blot afvise ændringen som en normal del af aldringen. Frem for alt kan en varig ændring i søvnmønstrene være et tegn på, at andre sundhedsmæssige eller psykologiske faktorer spiller ind. Samtidig bør man ikke lade sig bekymre af et par nætter med dårlig søvn. Undersøgelsen ser på langvarige søvnmønstre i en stor befolkningsgruppe, ikke virkningerne af en enkelt kort nats søvn.