En undersøgelse ledet af dr. Christine Swanson, MCR, har undersøgt, om tilstrækkelig søvn kan være med til at forebygge osteoporose. »Osteoporose kan opstå af mange årsager, såsom hormonelle forandringer, aldring og livsstilsfaktorer,« siger Swanson, der er lektor ved Institut for Endokrinologi, Metabolisme og Diabetes. “Men for nogle af mine patienter er der ingen forklaring på deres osteoporose. Derfor er det vigtigt at lede efter nye risikofaktorer og overveje, hvad der ellers ændrer sig i løbet af et liv, ligesom knoglerne – søvn er en af dem.”

Hvad er osteoporose?

Osteoporose er en tilstand, hvor knogletætheden og -kvaliteten aftager, hvilket gør knoglerne porøse, ustabile og mere tilbøjelige til brud. Det udvikler sig, når knogletabet overstiger knogledannelsen over en længere periode. Ældre voksne er særligt ramt, især kvinder efter overgangsalderen, da hormonelle forandringer fremskynder knogletabet. Tilstanden forbliver ofte ubemærket i lang tid og diagnosticeres først efter knoglebrud – f.eks. i hoften, rygsøjlen eller håndleddet. Ud over genetiske faktorer spiller livsstil, kost, motion og muligvis også søvn en vigtig rolle for risikoen for at udvikle osteoporose.

Hvordan knogletæthed og søvn ændrer sig over tid

I begyndelsen til midten af 20’erne når mennesker det, der kaldes maksimal knoglemineraltæthed, som i gennemsnit er højere hos mænd end hos kvinder, som Swanson forklarer. Denne maksimale værdi udgør en afgørende “knoglereserve” og er en af de vigtigste faktorer for den fremtidige risiko for brud. Den er ikke kun genetisk bestemt, men påvirkes også af kost (især indtag af calcium og D-vitamin), fysisk aktivitet og hormonelle faktorer. Når denne top er nået, forbliver knogletætheden relativt stabil i flere årtier, så længe balancen mellem knogledannelse og -resorption opretholdes. Med stigende alder skifter denne balance dog gradvist til fordel for knogleresorption. Hos kvinder fører faldet i østrogen i overgangsalderen til et særligt hurtigt tab af knoglemasse, da dette hormon har en beskyttende virkning på knoglemetabolismen. Men knogletætheden falder også kontinuerligt med alderen hos mænd, om end normalt langsommere, delvis på grund af faldende testosteronniveauer og aldersrelaterede ændringer i stofskiftet.

Søvnmønstre ændrer sig også markant i løbet af livet. Med stigende alder har den samlede søvnlængde tendens til at falde, og søvnstrukturen ændrer sig – for eksempel tager det ofte længere tid at falde i søvn, og man vågner oftere om natten. Samtidig falder andelen af langsom bølgesøvn – den dybe, særligt restituerende søvn – mens lettere søvnfaser dominerer. Disse ændringer kan påvirke vigtige regenerative processer i kroppen, herunder hormonregulering såsom frigivelsen af væksthormon, som spiller en rolle i knogledannelsen. Derudover bliver søvnen ofte mere fragmenteret og mindre effektiv med alderen, hvilket yderligere kan forringe hvilekvaliteten.

”Og det er ikke kun søvnens varighed og sammensætning, der ændrer sig. Den cirkadiske fasepræference skifter også i løbet af livet hos både mænd og kvinder,” sagde Swanson med henvisning til individuelle præferencer for søvn- og vågnetider. Yngre mennesker har ofte et senere indre ur (”aftenmennesker”), mens ældre voksne har tendens til at blive trætte tidligere og vågne tidligere (”morgenmennesker”). Denne forskydning i det indre ur ledsages af ændringer i udskillelsen af hormoner som melatonin og kortisol, der regulerer søvn-vågen-cyklussen. Desuden bliver det cirkadiske system, efterhånden som vi bliver ældre, mere følsomt over for ydre påvirkninger som lys eller uregelmæssige daglige rutiner. Disse ændringer kan føre til mindre stabile søvn- og biologiske rytmer, hvilket igen kan påvirke forskellige fysiologiske processer – herunder knoglemetabolismen.

Hvordan hænger søvn sammen med vores knoglesundhed?

Gener, der styrer vores indre ur, er aktive i alle knogleceller, hvor de regulerer grundlæggende processer i knoglemetabolismen. Når disse celler nedbryder og genopbygger knogler, frigiver de specifikke stoffer i blodet – såkaldte markører for knogleresorption og -dannelse – som kan bruges til at estimere den aktuelle knogleomsætning. Disse markører følger en tydelig daglig rytme, der styres af det cirkadiske ur. Det er bemærkelsesværdigt, at udsvingene (amplituden) i markører for knogleresorption – det vil sige nedbrydning af knogler – er mere udtalte end dem for knogledannelse. Dette betyder, at nedbrydningsprocessen er udsat for større biologiske udsving i løbet af dagen og kan være særligt følsom over for forstyrrelser, såsom søvnmangel, skifteholdsarbejde eller uregelmæssige søvnrytmer.

Denne rytme er sandsynligvis afgørende for et sundt knoglemetabolisme. Hvis den forstyrres, kan balancen mellem knogledannelse og -resorption blive forstyrret, hvilket på lang sigt kan føre til nedsat knogletæthed og en øget risiko for sygdomme som osteoporose. Den tætte forbindelse mellem søvn, det indre ur og knoglemetabolismen tyder på, at forstyrrelser i døgnrytmen direkte påvirker knoglesundheden. Derfor bliver det stadig vigtigere at betragte søvn ikke kun som en genoprettende faktor, men også som en potentiel risikofaktor for knoglesundheden – især da både søvnmønstre og knoglestruktur ændrer sig markant i løbet af livet.

Undersøgelse af sammenhængen mellem søvn og knoglesundhed

For bedre at forstå denne sammenhæng undersøgte Swanson og kolleger, hvordan markører for knogleomsætning reagerede på kumulativ søvnmangel og forstyrrelser i døgnrytmen. I denne undersøgelse boede deltagerne i et fuldt kontrolleret indlæggelsesmiljø. Deltagerne vidste ikke, hvad klokken var, og de blev udsat for en 28-timers cyklus i stedet for en 24-timers dag. “Denne forstyrrelse af døgnrytmen er designet til at simulere stresset ved skiftende nattevagter og svarer omtrent til at flyve fire tidszoner mod vest hver dag i tre uger,” sagde hun. “Protokollet resulterede også i, at deltagerne fik mindre søvn.”

Forskerteamet målte markører for knogleomsætning i begyndelsen og slutningen af denne intervention og fandt signifikante negative ændringer i knogleomsætningen hos både mænd og kvinder som reaktion på forstyrrelsen af søvn og døgnrytme. De negative ændringer omfattede et fald i markører for knogledannelse, hvilket var signifikant større hos yngre personer af begge køn sammenlignet med ældre personer. Derudover viste unge kvinder en signifikant stigning i markøren for knogleresorption.

Hvis en person danner mindre knogle, mens vedkommende fortsætter med at resorbere den samme mængde – eller endda mere – kan dette ifølge Swanson føre til knogletab, osteoporose og en øget risiko for brud over tid. Og køn og alder kan spille en vigtig rolle, idet yngre kvinder potentielt er mest sårbare over for de negative virkninger af dårlig søvn på knoglesundheden. Selvom forskningen på dette område stadig er i sin vorden, leverer den i stigende grad beviser for, at søvnkvalitet og døgnrytme er tidligere undervurderede, men potentielt kritiske faktorer for langsigtet knoglesundhed.