Hvorfor er nogle mennesker forpustede efter en kort joggingtur, mens andre synes at glide ubesværet af sted? Træning, konditionsniveau og muskelstyrke spiller naturligvis en rolle. Forskere har fundet ud af, at hjernen også har en stærk indflydelse, især på, hvordan anstrengende fysisk aktivitet opfattes.

Sport udfordrer ikke kun kroppen, men også den måde, hjernen fortolker anstrengelse på. Forskere har fundet ud af, at hvis man vibrerer senerne, før man cykler, kan folk anstrenge sig mere uden at føle, at de arbejder hårdere. Deres muskler og hjerter arbejdede længere, men deres opfattelse af anstrengelse forblev uændret. Denne uoverensstemmelse mellem hjernen og kroppen kan en dag være med til at gøre motion mindre skræmmende, især for mennesker, der har svært ved at holde sig aktive.

Hvilken indflydelse har kronobiologi på sport og præstationer?

Kronobiologi beskæftiger sig med kroppens indre ur, især døgnrytmen (ca. 24-timers rytme). Disse rytmer påvirker blandt andet:

• aktiviteten i visse hjerneområder,
• bearbejdningen af sensoriske stimuli (f.eks. muskelspænding),
• hjertefrekvens, muskelstyrke og stofskifte,
• motivation, træthed og opfattelse af smerte og anstrengelse

Både opfattelsen af anstrengelse og hjernens og kroppens præstationsevne styres af interne biologiske rytmer, der er afhængige af tid. Kronobiologi viser, at denne bearbejdning fungerer forskelligt afhængigt af tidspunktet på dagen. Sidst på eftermiddagen opfatter hjernen f.eks. ofte en fysisk anstrengelse som mindre anstrengende end tidligt om morgenen, selv om den objektive præstation er den samme. Kronobiologiske fund kan forklare, hvornår sådanne effekter (som f.eks. reduceret opfattelse af anstrengelse gennem vibrationer) er særligt stærke eller svage, og hvordan man kan time træning, så den føles subjektivt lettere. Kronobiologiske rytmer styrer, hvordan hjernen og nervesystemet fortolker kropslige signaler som muskelspænding, træthed og anstrengelse. Senevibrationer ændrer netop denne centrale behandling og afkobler den subjektive opfattelse af anstrengelse fra den faktiske fysiske præstation. Kronobiologi giver således rammerne for at forstå, hvornår og under hvilke interne tidsforhold sådanne effekter er særligt effektive. Den forbinder således den neurale kontrol af anstrengelse med kroppens biologiske timing.

Hvorfor anstrengelse føles forskelligt fra person til person

Anstrengelse refererer til den energi, vi bruger på aktiviteter som løb, cykling eller vægtløftning. Selv om dette energiforbrug kan måles fysisk, er opfattelsen af anstrengelse ikke rent mekanisk. Den er også påvirket af opfattelsen, som kan variere meget fra person til person. Denne opfattelse spiller en vigtig rolle for, om folk holder fast i træningen. Hvis et træningspas opfattes som for anstrengende, er der større sandsynlighed for, at folk holder op eller helt undgår det. Hvis den samme aktivitet opfattes som gennemførlig, er den sjovere og lettere at fortsætte med over en længere periode.

Det rejser et interessant spørgsmål. Hvad nu, hvis selve følelsen af anstrengelse kunne reduceres, så folk kunne overvinde følelsen af, at motion simpelthen er for anstrengende? Benjamin Pageaux, professor ved Institut for Kinesiologi og Bevægelsesvidenskab ved Université de Montréal, udforsker denne idé sammen med tre forskere fra Université Savoie Mont Blanc i Frankrig som led i et internationalt forskningsprojekt.

Hvordan vibrationer kan ændre hjernens signaler

I et nyligt studie undersøgte forskerholdet, om vibration af visse sener kan reducere den opfattede anstrengelse ved cykling. De brugte en bærbar vibrationsenhed, der er designet til at stimulere sener før træning. Frivillige deltog i laboratorietests på en stationær cykel. Hver deltager gennemførte to betingelser: en session efter senevibration og en anden uden forudgående vibration. Under vibrationsbetingelserne blev apparatet sat fast på akillessenerne og haserne og aktiveret i 10 minutter, før cyklingen begyndte. Deltagerne cyklede derefter i tre minutter i et tempo, de opfattede som moderat eller intenst, og tilpassede deres indsats til målniveauet. Resultaterne var imponerende. Efter senevibrationerne genererede deltagerne mere kraft og havde højere puls end i sessionerne uden vibrationer. Selv om deres kroppe arbejdede hårdere, steg deres oplevede anstrengelse ikke.

Forskerne forsøger nu at forstå, hvordan senevibrationer ændrer hjernens fortolkning af anstrengelse. Mens de nøjagtige biologiske mekanismer stadig er ved at blive undersøgt, har Pageaux foreslået flere mulige forklaringer. “Afhængigt af vibrationens amplitude og frekvens kan vi enten stimulere eller hæmme neuronerne i rygmarven,” forklarer han. “Derudover ændrer langvarig vibration reaktiviteten i de neuromuskulære spindler og ændrer det signal, der sendes til hjernen.” Ved at ændre den information, der når hjernen fra musklerne, ser vibrationer ud til at ændre opfattelsen af bevægelse og anstrengelse. Som følge heraf kan træning føles lettere, selv om musklerne udøver mere kraft.

At motivere folk til at træne mere

Selvom resultaterne er lovende, er forskningen stadig på et tidligt stadie. De hidtidige tests har været begrænset til korte cykeløvelser under kontrollerede forhold. “Det er ikke blevet testet i et maratonløb, kun i en kort cykeløvelse på tre minutter,” påpegede Pageaux. “Ikke desto mindre er det første gang, det har vist sig at virke i denne type træning.” Som det næste planlægger teamet at studere hjerneaktiviteten under træning nærmere. De vil bruge værktøjer som elektroencefalografi og magnetisk resonansbilleddannelse til at finde ud af, hvordan senevibrationer påvirker den neurale aktivitet, mens folk anstrenger sig fysisk.

Forskerne undersøger også den omvendte proces. De ønsker bedre at forstå, hvordan smerte og træthed øger følelsen af anstrengelse og får fysiske aktiviteter til at virke sværere. I sidste ende er målet at udvikle strategier, der reducerer den oplevede anstrengelse og motiverer flere mennesker til at blive fysisk aktive, især dem, der i øjeblikket fører en stillesiddende livsstil.“Ved bedre at forstå, hvordan hjernen evaluerer forholdet mellem anstrengelse og oplevet belønning under træning, håber vi at kunne fremme mere regelmæssig fysisk aktivitet,” siger Pageaux. “Og vi ved alle, hvor vigtigt det er for vores helbred og velbefindende at være aktive!”

Mere regelmæssig fysisk aktivitet kan fremmes ved specifikt at fokusere på de mekanismer i hjernen, der forbinder anstrengelse og belønning. Når hjernen vurderer motionen som mindre anstrengende eller mere givende, øges motivationen til at gentage den. Indsigt i, hvordan hjernen opfatter anstrengelse, gør det f.eks. muligt at:

• Udvikle træningsformer, der føles subjektivt lettere, selv om de er effektive.
• Bruge understøttende stimuli (f.eks. rytme, vibrationer, musik), som reducerer opfattelsen af anstrengelse.
• Planlæg træningstidspunkter, så de falder sammen med perioder med højere motivation i den daglige rytme.
• Skab tidlige positive træningsoplevelser, der aktiverer belønningssystemet og undgår negative associationer.

Resultatet er, at motion ikke længere primært huskes som en byrde, men mere som en positiv, opnåelig oplevelse. Det øger sandsynligheden for, at folk vil integrere fysisk aktivitet i deres hverdag på lang sigt.